Danmarks mest spændende bypark

Europas bedst bevarede fæstningsanlæg fra 1600-tallet er idag en smuk bypark, der byder på usædvanlige tilbageblik i danmarkshistorien.

Det mægtige fæstningsværk, der i dag danner en smuk og fredelig ramme om det ældste Fredericia, er oprindelig opført for at skulle forsvare Danmark. I årene inden fæstningen blev anlagt havde Europa været hærget af langvarige krige. Den danske statsmagt var klar over, at det var nødvendigt at styrke rigets forsvar.

Fæstningen blev grundlagt i 1650. På den tid hyldede byplanlæggerne den ideale byplan, der knyttede by og forsvaranlæg sammen. Fredericia er en af de meget få danske byer, der er anlagt uden forudgående bydannelse på stedet.

I dag er volde, grave, bastioner og raveliner en enestående del af den moderne by. Forsvarsværket er nu en bypark, der giver rige muligheder for gåture og naturoplevelser i et anlæg, der er håndgribelig og gribende del af byens historie.

Jørgen Farum Jensen, september 2010